Ammestillinger

En god ammestilling er afgørende for, at amningen fungerer, at det ikke gør ondt at amme, og at jeres baby får nok mælk.

Gem

En god ammestilling for dig

Swipe her for at få inspiration til at finde den gode ammestilling, forstå hvorfor ammestillingen er så vigtig, og se hvilke stillinger, der er gode i forskellige situationer.

Hvorfor er ammestillingen vigtig?

Når du sidder eller ligger i en god ammestilling, sutter barnet ofte bedre og får lettere fat i den mælk, det har brug for. Samtidig har du mindre risiko for sår og smerter på brystvorterne, og du undgår spændinger og smerter i din nakke og ryg. Kontakt personalet under indlæggelsen efter fødslen eller sundhedsplejersken, når I er hjemme igen, hvis I har brug for hjælp til at finde en god ammestilling.

Hvornår er en ammestilling god?

Når du har nemt ved at slappe af, ikke har ondt, og jeres baby sutter godt, er ammestillingen god. Prøv jer frem og brug fantasien, når I skal finde de ammestillinger, der føles behagelige og afslappende at amme i. Der findes ikke en ammestilling, der er bedre end andre. Det gælder om at finde ud af, hvad der virker godt for lige netop jer. Vigtigst er det, at:

  • Barnet ligger helt tæt ind til din krop med maven mod din mave
  • Du kan slappe godt af
  • Det ikke gør ondt på dig at amme.

Hvis jeres barn har svært ved at sutte godt, eller det gør ondt i dine brystvorter at amme, kan en anden ammestilling måske være bedre for jer. Nogle gange hjælper det også at flytte barnet nogle få centimeter, så det sutter lidt anderledes på brystet. Prøv for eksempel at hjælpe sutteteknikken på vej, ved at trække barnet lidt nedad, så det strækker halsen en smule og får næsen fri af brystet.

Tilbagelænet ammestilling

I den tilbagelænede ammestilling sidder du i en halvt liggende stilling med god støtte bag dig, mens din baby ligger mave mod mave med dig. Mange har glæde af denne stilling, særligt i den første tid efter fødslen. Andre bliver aldrig helt fortrolige med den tilbagelænede ammestilling. Undersøgelser viser, at kvinder, der bruger den tilbagelænede ammestilling, har færre problemer med smerter i brystvorterne. Desuden kan du hvile dig godt i den tilbagelænede stilling, så længe du har god støtte i ryg og nakke.

Krydsstillingen

I krydsstillingen ligger barnet på tværs henover din mave, ligesom i den klassiske ammestilling. Men i stedet for at hvile hovedet på din arm, hviler barnets hoved i din hånd. Ammestillingen er især god at bruge, hvis jeres baby har brug for mere støtte under hovedet og lidt ekstra hjælp til at få fat om brystet.

Liggende stilling

I den liggende ammestilling ligger du og din baby ned på siden mave mod mave, mens du støtter barnets ryg med din frie hånd. Det er nemt for dig at slappe af i den liggende ammestilling, og mange har glæde af at amme liggende om natten. Stillingen kan også være med til at skærme barnet fra indtryk, hvis det er inde i en periode, hvor det har svært ved at koncentrere sig om at spise.

 

Tvillingestillingen

I tvillingestillingen ligger baby med krop og ben bagud under din arm, mens du støtter barnets hoved med din hånd. Stillingen er først og fremmest praktisk, hvis I har fået tvillinger, der skal ammes samtidig fra hver sit bryst. Men den kan også være god, hvis du har et tidligt født barn, der har brug for at få ekstra støtte under hovedet, hvis du har fået kejsersnit, eller hvis du mærker, at ydersiden af dit bryst trænger til at blive tømt for mælk.

Den klassiske ammestilling

De fleste kender nok den klassiske ammestilling. I denne stilling sidder du op, mens din baby ligger på tværs hen over din mave, med hovedet hvilende på din arm. Når I ammer i denne stilling, er det vigtigt, at barnet ligger mave mod mave med dig, så det ikke skal dreje hovedet for at få fat i brystet.

Gode ammestillinger til større bryster

Store og tunge bryster kan nogle gange give problemer med amningen, fordi det ofte er sværere for en nyfødt baby at få godt fat og fastholde grebet om brystet. Swipe for gode råd til amning med store bryster.

Almindelige udfordringer med amning og større bryster

Her er nogle af de amme-udfordringer, som er almindelige at opleve, hvis du har store bryster: 

  • Barnet har svært ved at få godt fat om et stort, tungt og blødt bryst.
  • Du kan have svært ved at se brystvorten og derfor også svært ved at lægge barnet til.   
  • Brystet glider ud af barnets mund, fordi brystet er tungt.  
  • For nogle kvinder med store bryster kan blufærdighed gøre det svært at amme  

Hvis det ikke er muligt at amme ugeneret, kan det være en hjælp at dække brystet til med et tørklæde, en stofble eller en stor trøje, som nemt kan trækkes ned over brystet.

Hvilke ammestillinger er bedst til større bryster? 

Der findes flere ammestillinger, som er gode, når du har store bryster. En ammestilling er god, når du selv kan slappe af, og baby kan få godt fat om brystet. Det kan kræve tid og øvelse, men efterhånden finder du de stillinger, der passer bedst til lige netop jer. Når du har store bryster, er det godt at finde en stilling, hvor brystets tyngde mindskes, så barnet kan fastholde et godt greb om brystet. Det kan være godt at skifte lidt, så brystet tømmes bedst muligt. 

Her er nogle ammestillinger, som kvinder med store bryster har gode erfaringer med: 

  • Den liggende ammestilling – her føles brystet ikke helt så tungt, fordi det ligger ned mod madrassen. Prøv at bruge en god pude til at hæve overkroppen lidt, så der bliver bedre plads til brysterne. Nogen har også gavn af at amme fra det ”øverste” bryst. 
  • Den tilbagelænede ammestilling – her understøttes barnets medfødte sutterefleks og evne til at få godt fat om brystet og danne vakuum, tyngden fra brystet mindskes og tyngdekraften hjælper barnet helt tæt til brystet. Men læn dig ikke for langt tilbage, så brysterne kan falde ud til siden, og det bliver svært for barnet at holde fast om brystet. 
  • Tvillingestillingen – her kan du hjælpe barnet med at holde brystet fx med C-grebet, så barnets næse holdes fri. Brug evt. nogle puder til at understøtte din arm, der hvor barnet ligger. Og en sammenrullet stofble, som lægges under brystet, så det løftes op. 

C-greb

Har du svært ved at se brystvorten? 

Hvis brystet er stort, kan brystvorten sidde, så den peger ind mod din krop. Så kan det være svært at se den og lægge barnet til, så det får godt fat.  

Prøv dette: 

  • Få brystvorten til at pege lidt opad ved hjælp ad C-grebet – det gør, at du bedre kan se at lægge barnet godt til og hjælper barnet til at få bedre fat, og holde næsen fri af brystet.  
  • Bed evt. din partner eller en anden om at holde et spejl op foran dig, så du bedre kan hjælpe barnet det rette sted hen. 

Tunge bryster – sådan kan du støtte 

Hvis du har tunge bryster, kan brystet lægge sig ned mod maven eller skødet, så det kan være svært at lægge barnet til.  Desuden kan brystet have en tendens til at glide ud af barnets mund på grund af tyngden. 

Prøv at: 

  • Lægge et sammenrullet håndklæde eller stofble under brystet for at få det løftet, så barnet ikke skal bruge så mange kræfter på at holde brystet i munden. Hjælp gerne hinanden i starten, indtil du får taget på det. I kan også øve det allerede i graviditeten. 
  • Støtte brystet med den frie hånd – det hjælper barnet til at blive på brystet og ikke glide af brystvorten. 

 

Kan man have for store brystvorter til at amme?

Nej, størrelsen på brystvorten har sjældent betydning for amningen, men i enkelte tilfælde kan det godt give lidt udfordringer. 

Hvis jeres barn har en lille mund, kan det i starten være svært at få hele brystvorten ind i munden. Så kan barnet komme til at sutte for yderligt på brystet, og dine brystvorter kan blive ømme.  

Det kan I gøre: 

  • Husk på, at barnets mund vokser hurtigt. Allerede efter et par uger kan amningen blive lettere, fordi barnet bedre kan få fat om brystet.  
  • I mellemtiden kan du sørge for at holde din mælkeproduktion i gang ved at malke ud. 
  • Tal gerne med din jordemoder under graviditeten eller sundhedsplejersken ved første besøg, hvis du er bekymret for, at dine store brystvorter kan give problemer med amningen. 

Udmalkning af modermælk

Hvad kan jeg gøre?

  • Prøv forskellige ammestillinger, indtil du finder en, hvor både du og barnet ligger godt, og barnet kan få godt fat. 
  • Støt brystet med hånden, så brystvorten peger lidt opad og barnets næse holdes fri. 
  • Brug evt. puder, håndklæder eller en stofble til at løfte tunge bryster under amningen. 
  • Hjælp hinanden og brug evt. et spejl, hvis det er svært selv at se brystvorten. 
  • Søg råd hos personalet på fødestedet eller sundhedsplejerske, hvis det er svært at finde en god ammestilling, lægge barnet til hvis barnet har svært ved at holde sig på brystet, eller hvis amningen gør ondt. 

Se film om ammestillinger

Godt at gøre

  • Brug fantasien, når I skal finde en god ammestilling. Den gode ammestilling er den, der virker godt for netop jer
  • Mærk efter, om du kan slappe af, at det ikke gør ondt, og at din baby kan få godt fat om brystet. Så er ammestillingen god
  • Støt din krop med puder, så du kan slappe godt af, mens du ammer
  • Prøv at skifte ammestilling, hvis det gør ondt at amme, eller jeres barn har svært ved at sutte. Den tilbagelænede ammestilling er et godt bud på at løse problemerne.

Hvem kan I kontakte?

Oplever I små eller store udfordringer med amningen? Hold jer ikke tilbage, hvis I har brug for at få råd og vejledning af en professionel. Swipe for at se, hvem I kan kontakte, og hvornår.

Hvem kan I kontakte på fødestedet?

I kan kontakte personalet på jeres fødested både i graviditeten og umiddelbart efter fødslen. Se hvordan herunder.

I kan kontakte sundhedsplejen i jeres kommune

Sundhedsplejen er tilgængelig for alle gravide og nybagte forældre i Danmark. Efter fødslen vil I blive tilbudt gratis hjemmebesøg med støtte og vejledning til en god start sammen med jeres barn. Afhængigt af jeres kommune, og hvor langt I er i forløbet, er der forskellige tilbud og måder at kontakte sundhedsplejen.

I kan kontakte jeres egen praktiserende læge ved behov

Husk altid at tale med din læge, hvis du er gravid eller ammer og har brug for medicinsk behandling. Der findes næsten altid et lægemiddel, som kan anvendes under graviditet og amning.

Kontakt vagtlægen eller ring 112 ved akut sygdom

Ved akut opstået sygdom eller forværring af sygdom, som ikke kan vente, til jeres egen praktiserende læge åbner, eller ved mindre skader, kan I kontakte vagtlægen – eller ringe til 1813, hvis I bor i Region Hovedstaden.

I nødsituationer, hvis noget er livstruende eller farligt, skal I ringe 112.

Kontakt frivillige ammerådgivere i Danmark

I har også mulighed for at kontakte frivillige ammerådgivere, hvis I har brug for råd og vejledning om amning. I Danmark findes to hjælpeorganisationer: Forældre & fødsel og Ammenet. De frivillige er selv mødre, der har ammet. Begge organisationer vejleder efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis du vil i kontakt med disse organisationer, kan du finde links her:

Få hjælp hos Forældre og Fødsel

Få hjælp hos Ammenet